Interessant engelsk dom om fortolkning af ansvarbegrænsningsklausul

En nylig britisk dom fra the Technology and Construction Court of England and Wales fastlægger en række fortolkningsprincipper for ansvarbegrænsningsklausuler.

Sagen kort

Sagen vedrører en præjudiciel fortolkning af en ansvarsbegrænsningsklausul i en kontrakt mellem energiforsyningsvirksomheden Drax Energy Solutions Ltd (”Drax”) og softwareleverandøren Wipro Ltd (”Wipro”) om et fejlslagent softwareudviklingsprojekt.

Drax anlagede efter kontraktens ophævelse sag mod Wipro med krav om betaling af i alt ca. £31 mio. opdelt i følgende 4 forskellige typer af krav:

1. Krav som følge af vildledende informationer givet under kontraktforhandlingerne
2. Krav som følge af kvalitetsmangler
3. Krav relateret til projektets forsinkelse
4. Krav foranlediget af ophævelsen

Drax gjorde under sagen gældende, at der gjaldt ét ansvarsloft for hver af de forskellige typer af krav svarende til i alt ca. £ 31 mio.

Wipro gjorde omvendt gældende, at der gjaldt ét samlet loft for alle krav, hvilket begrænsede det samlede ansvar til omkring £ 11,5 mio.

Hovedsagen forventes begyndt den 1. oktober 2024 og er berammet til 36 retsdage.

Rettens vurdering

Kontraktens ansvarsbegrænsningsklausul lyder som følger (med vores understregninger):

“33. LIABILITY
[…]
33.2 Subject to clauses 33.1, 33.3, 33.5 and 33.6, the Supplier's total liability to the Customer, whether in contract, tort (including negligence), for breach of statutory duty or otherwise, arising out of or in connection with this Agreement (including all Statements of Work) shall be limited to an amount equivalent to 150% of the Charges paid or payable in the preceding twelve months from the date the claim first arose. If the claim arises in the first Contract Year, then the amount shall be calculated as 150% of an estimate of the Charges paid and payable for a full twelve months.”

Drax’s krav var opstået i det første år, hvor vederlaget (”the Charges”) til leverandøren udgjorde ca. £7.6 mio. 150% af dette beløb svarer til ca. £11,5 millioner, som Wipro som nævnt mente udgjorde det maksimale erstatningsbeløb.

Retten blev bedt om at forholde sig til følgende to spørgsmål:

1. Skal ansvarsbegrænsningsklausulen fortolkes således, at den indeholder ét samlet loft for Wipros ansvar overfor Drax, eller som et loft pr. krav?
2. Hvis Retten finder, at der er tale om separate ansvarsbegrænsninger for hvert krav, hvorledes gælder disse så for Draxs krav?

Ad fortolkning af ordet ”krav”

Drax gjorde gældende, at ordet ”krav” (”claim”) skulle fortolkes som omfattende alle ”causes of action”, mens Wipro gjorde gældende, at ordet ”krav” skulle fortolkes som det samlede ansvar.

Retten fandt, i mangel af fast retspraksis og med henvisning til ”sund fornuft”, at hverken Draxs eller Wipros fortolkninger var farbare, men at den eneste korrekte fortolkning af ordet ”krav" tværtimod var mere snævert og skulle sidestilles med søgsmål.

Ad fortolkningen af kravets størrelse

Drax hævdede som nævnt, at ansvarsbegrænsningsklausulen skulle fortolkes således, at der var aftalt et loft per krav - dvs. at ansvarsbegrænsningen på £11,5 mio. gjaldt per krav.

Heroverfor hævdede Wipro, at ansvarsbegrænsningsklausulen udgjorde et samlet loft på £11,5 mio., uanset antallet af krav.

Dommeren indledte med en sproglig fortolkning af ansvarsbegrænsningsklausulen. Dommeren fandt, at når man isoleret set ser på de første tre linjer og ordene "begrænset til" (”limited to”), tyder sproget stærkt på, at der eksisterer ét enkelt loft for alle krav samlet. Udtrykket "det samlede ansvar" (”total liability”) understøttede endvidere denne læsning, og det samme gjorde fraværet af præciseringer som "for hvert krav" efter ordet "ansvar".

Dommeren påpegede i tilknytning hertil, at havde der stået en specifik sum efter ordene "begrænset til", ville sproget endnu tydeligere have indikeret ét enkelt loft.

Dommeren mente dog, at hvis man kiggede på ordet "krav", så betød henvisningen til, hvornår "kravet først opstod" (”the claim first arose”) i virkeligheden, hvornår det første (af de forskellige) krav opstod. Med den fortolkning, om end der måtte findes at være flere krav i spil, gælder det angivne loft stadig for summen af disse krav, og tidspunktet for det første af disse krav bliver det relevante.

Om sprogbrugen i ansvarsbegrænsningsklausulens afsnit 33.2 opsummerede dommeren, at denne generelt understøtter Wipros fortolkning frem for Draxs, dvs. at ansvarsbegrænsningsklausulen indeholdt et samlet loft på £11,5 mio., uanset antallet af krav.

Dommeren søgte herefter yderligere klarhed gennem en analyse af ordlyden i andre af kontraktens bestemmelser. Eksempelvis fremhævede dommeren kontraktens punkt 33.3, som indeholdt ét samlet loft for krav vedrørende manglende overholdelse af kontraktens vilkår om databeskyttelse. Der henvistes i denne bestemmelse til den dato, hvor "kravet først opstod". Derudover forholdt dette afsnit sig til den omstændighed, at der kunne foreligge mere end ét krav (”any and all claims”), hvor afsnittet angav, at ét enkelt loft ville gælde for summen af disse krav.

Ifølge dommeren måtte ansvarsbegrænsningsklausulens punkt 33.2 skulle fortolkes i overensstemmelse med den mere konkrete ordlyd i punkt 33.3, eftersom de samme ord i høj grad er brugt i begge bestemmelser. Dette gav ekstra støtte til synspunktet om, at ansvarsbegrænsningsklausulens punkt 33.2 skulle fortolkes som ét samlet loft for summen af kravene.

Samlet set fandt dommeren, at den korrekte fortolkning af ansvarsbegrænsningsklausulen på trods af nogle "sproglige finurligheder" var, at der som hævdet af Wipro var aftalt ét enkelt loft, og ikke separate lofter for hvert enkelt krav, og at spørgsmål 2 derfor ikke var relevant. Dommeren bemærkedes derudover, at konteksten blev tillagt betydning, navnlig at begge parter er virksomheder af en betydelig størrelse, som tydeligvis havde haft professionel rådgivning og assistance i forbindelse med udarbejdelsen af kontrakten.

Perspektiver

Ansvarbegrænsningsklausuler har til formål at skabe sikkerhed for kontraktparternes potentielle eksponering for at skulle betale erstatning (og eventuelt andre former for økonomisk kompensation) til den anden part i tilfælde af et kontraktbrud. Det er derfor vigtigt, at sådanne bestemmelser udformes klart og præcist.

Dette gælder selvsagt tilsvarende i en dansk kontekst, hvor der ligeledes kan opstå – og ofte opstår - tvivl om rækkevidden af en ansvarbegrænsningsklausul, herunder hvilke typer af krav, den gælder for, hvordan et ansvarsloft skal beregnes (medmindre der er angivet et bestemt beløb) og – som i denne sag – om der er tale om et samlet ansvarsloft, eller om loftet gælder for hvert enkelt opstået krav under kontrakten.

Man kan derfor med fordel holde sig følgende anbefalinger in mente vedrørende koncipering af denne type kontraktklausuler:

1. At holde ansvarsbegrænsningsklausuler korte og enkle for at undgå fortolkningstvivl.
2. At benytte ord som "samlet", hvis hensigten er, at ansvarsbegrænsningen skal gælde for summen af krav, eller omvendt benytte vendinger som ”hvert enkelt krav” hvor intentionen er det modsatte.
3. At være konsekvent i formuleringer i kontrakten. Retten kiggede på formuleringen af en anden økonomisk ansvarsbegrænsning i kontrakten (vedrørende databeskyttelse) for at søge klarhed over fortolkningen af bestemmelsen.