Det danske e-sportshold, Astralis Esport, har fået en millioninvestering fra venturekapitalfonden Sunstone Capital og business angel, Tommy Ahlers. Bird & Bird repræsenterede Astralis Esport ved forhandlingerne.
Sunstone Capital og Tommy Ahlers har valgt at investere et millionbeløb i Astralis Esport, der driver et af verdens bedste Counter-Strike hold. Astralis deltager i verdens største turneringer i Counter-Strike og følges af flere end 300.000 mennesker på de sociale medier.
Investeringen, der er den første af sin art i verden, åbner for et eksplosivt voksende marked. Business-casen for professionel e-sport består primært af sponsorpenge og køb af såkaldte "stickers", der er virtuelle klistermærker, som fans sætter på deres våben i Counter-Strike. E-sport udnytter i hidtil uset grad de sociale medier som platform til at lade fans følge stjernerne tæt. De store turneringer streames live til millioner af seere. På verdensplan anslås, at flere end 225 millioner fans ser med.
Bird & Bird repræsenterede Astralis Esport i forbindelse med investeringen. Ud over forhandlinger om investeringen indebar dette blandt andet etablering af organisationen bag holdet og udarbejdelse af spillerkontrakter. Astralis' intention er at tilbyde de professionelle e-sportsfolk gode og afbalancerede rammer for udøvelsen af deres sport i en verden, der indtil nu har været præget af organisationer, hvor bagmændene har haft udsigt til gevinst på bekostning af spillerne. Bird & Bird har derfor udarbejdet spillerkontrakterne bl.a. baseret på vores internationale erfaringer med fodboldspillere fra Premier League.
Det er muligt at se og høre mere om sagen her eller på Astralis' egen hjemmeside, www.astralis.gg.