Folketinget har vedtaget en ændring af ligningsloven, så selskaber under visse betingelser kan tilbyde en højere procentdel af medarbejderens årsløn i medarbejderaktier end hidtil.
Den 26. april 2018 vedtog Folketinget et lovforslag, som udvider anvendelsesområdet for ligningslovens § 7 P, der regulerer tildelingen af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier, som personer modtager som vederlag i et ansættelsesforhold. Nu kan medarbejdere få tildelt aktier og købe-/tegningsretter til aktier til en værdi svarende til 20 % af medarbejderens årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås.
Denne nyhed kommer som en opfølgning på vores nyhed om medarbejderaktier, da det (nu vedtagne) lovforslag blev fremsat (L 174).
Fordelene ved ligningslovens § 7 P
Når et selskab tildeler aktier eller købe-/tegningsretter til aktier efter reglerne i ligningslovens § 7 P, har det følgende fordele:
Betingelse: 80 % af medarbejderne skal tilbydes ordningen
Hvis tildelingen udgør mellem 10 % - 20 % af årslønnen, skal en særlig betingelse være opfyldt: Tildelingen af medarbejderaktier skal tilbydes til minimum 80 % af medarbejderne efter almene kriterier.
De ”almene kriterier” kan udledes fra vejledningen af den tidligere bestemmelse i ligningslovens § 7 A, som tidligere regulerede medarbejderaktieordninger. Her omfattes medarbejderaktieordninger, som tilbydes på baggrund af arbejdstid, anciennitet og overenskomstforhold. Mere konkret har praksis vedrørende disse ordninger accepteret at afskære medarbejdere med under tre års anciennitet, medarbejdere med en arbejdsuge under 8 timer og ledere med et andet incitamentsprogram i selskabet.
Udover kravet om tildeling til 80 % skal medarbejderaktieordningen tilbydes på lige vilkår. Ifølge lovbemærkningerne indebærer dette, at der for eksempel skal være lige vilkår angående tidspunktet for udnyttelse, typen af aktieløn og potentielle performancebetingelser. Der stilles også krav om, at værdien af aktielønnen skal udgøre samme andel af årslønnen for alle de omfattede medarbejdere.
Hvis tildelingen kun udgør op til 10 % af årslønnen, vil der være mulighed for, at tildelingen kun tilbydes til udvalgte medarbejdere. Dermed bortfalder 80 %-betingelsen, hvilket også var muligt før lovforslaget blev vedtaget.
Lovforslag med tilbagevirkende kraft
De nye regler i ligningslovens § 7 P blev vedtaget med tilbagevirkende kraft og gælder derfor for alle aftaler om tildeling af medarbejderaktier, som er indgået d. 1. januar 2018 eller senere.