Principaftale om udveksling af personoplysninger mellem EU og USA

Baggrunden for principaftalen – problemet med USA

Problemet med overførsler af personoplysninger fra EU til USA opstod allerede ved vedtagelsen af persondatadirektivet i 1995 og fortsatte efter databeskyttelsesforordningens ikrafttræden i 2018. Årsagen er, at USA ikke har en generel lovgivning om beskyttelse af personoplysninger, der yder et ”tilstrækkeligt beskyttelsesniveau” efter de EU-retlige databeskyttelsesregler.

EU-Kommissionen og USA har gennem tiden forsøgt at løse dette problem via en række ordninger (aftaler), der kunne anvendes som overførselsgrundlag.

Den første af disse ordninger var Safe Harbour-ordningen. Amerikanske virksomheder kunne frivilligt tilmelde sig denne under forudsætning af, at de forpligtede sig til at iagttage de krav, der fulgte af ordningen. Herved blev de anset for at have et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, og der kunne således frit overføres personoplysninger fra EU til sådanne virksomheder.

EU-Domstolen fastslog imidlertid i Schrems I-dommen, at Safe Harbour-ordningen var ugyldig, idet den ikke ydede de registrerede et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.

Herefter udarbejdede EU-Kommissionen og USA en ny aftale, Privacy Shield, som efter deres opfattelse håndterede manglerne i Safe Harbour-ordningen.

Ved Schrems II-dommen blev denne ordning dog ligeledes erklæret ugyldig af EU-Domstolen, idet Privacy Shield-ordningen heller ikke sikrede et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Du kan læse mere om Schrems II-dommen i vores tidligere nyhed af 18. november 2021: Cloud-computing og Schrems II. 

Kort fortalt indebærer EU-Domstolens udtalelser i Schrems I og II, at det pågældende tredjelands regulering og praksis i det væsentligste skal leve op til EU-Domstolens praksis om tilsvarende dataanvendelse inden for EU.

Historisk set har USA ikke kunnet efterleve EU-rettens databeskyttelseskrav, og det er endnu uvist, om og i givet fald hvornår det sker. Der er derfor behov for en anden ordning for at sikre, at personoplysninger lovligt kan overføres til USA.

Principaftalen

Trans-Atlantic Data Privacy Framework-ordningen er som nævnt det seneste tiltag for løsning af problemet med overførsler af personoplysninger til USA i lyset af Schrems II.

Foreløbigt er EU-Kommissionen og USA dog alene blevet enige om principperne for aftalen. Disse principper kan derfor ikke anvendes som grundlag for overførsler af personoplysninger til USA[1].

Principperne, som EU-Kommissionen og USA er blevet enige, og som altså skal udmøntes i en endelig, juridisk tekst, er følgende:

• Det skal sikres, at udveksling af personoplysninger kan ske frit og sikkert mellem EU og de deltagende amerikanske virksomheder.

   

• Der skal opstilles nye regler og foranstaltninger, som begrænser amerikanske retshåndhævende myndigheders adgang til oplysninger vedrørende EU-borgere til, hvad der er nødvendigt og proportionalt for at beskytte den nationale sikkerhed. Amerikanske retshåndhævende myndigheder skal således tilrettelægge nye procedurer, der sikrer gennemsigtighed og overholdelse af en ny standard for privatlivs- og borgerrettigheder.

   

• Der skal indføres et system, der skal sikre en effektiv retlig prøvelse for de registrerede i EU, hvis personoplysninger er blevet overført og tilgået af amerikanske retshåndhævende myndigheder – i form af en ”Data Protection Review Court”.

   

• Der skal påhvile virksomheder, som behandler personoplysninger overført fra EU, en forpligtelse til at selv-certificere sig hos det amerikanske Department of Commerce.

   

• Der skal indføres specifikke overvågnings- og undersøgelsesmekanismer.

Om end principperne ikke er så konkrete, at de kan anvendes som overførselsgrundlag, giver de et godt indblik i den endelige ordning. Flere har allerede udtalt sig kritisk[2] om ordningen, men umiddelbart er det Bird & Birds vurdering, at den faktisk ser ud til at kunne løse problemet med overførsler af personoplysninger til USA.

De næste skridt for Trans-Atlantic Data Privacy Framework-ordningen er, at principperne skal konverteres til et endeligt juridisk dokument, der efterfølgende skal godkendes af EU-Kommissionen. Først derefter kan ordningen tjene som et gyldigt overførselsgrundlag. Kommissionen har foreløbig tilkendegivet, at dette nok først vil ske i slutningen af 2022. Vi må derfor væbne os med tålmodighed lidt endnu.