Om mig

Som partner i vores danske udbudsteam rådgiver jeg offentlige myndigheder og forsyningsvirksomheder med at gennemføre værdiskabende og fleksible offentlige indkøb.

Jeg har speciale i offentlige indkøb og offentlige kontrakter, herunder indenfor it og byggeri. Mit arbejdsområde omfatter både det klassiske offentlige område, herunder kommuner, regioner, styrelser mv., men også forsyningsområdet i relation til private og offentlige forsyningsvirksomheder. Jeg rådgiver ordregivere om, hvordan de kan målrette deres indkøb til det aktuelle marked og om hvordan, de kan indarbejde mest mulig fleksibilitet i såvel de udbudsretlige som kontraktuelle dokumenter.

Mit arbejde for ordregivere omfatter også projektledelse, udarbejdelse af kontrakter og/eller udbudsmaterialer, deltagelse i forhandlingsmøder samt bistand ved tildelingen af kontrakten og udarbejdelsen af den afsluttende evalueringsrapport, som begrunder og forklarer ordregivers endelige tildelingsbeslutning. Jeg rådgiver også om, hvordan udbudslovens og forsyningsvirksomhedsdirektivets adgang til at forhandle med tilbudsgiverne kan udnyttes på en måde, som øger kvaliteten i konkurrencen - hvad enten dette drejer sig om at opnå bedre priser, bedre løsninger eller bedre konkurrence i form af flere konditionsmæssige tilbud.

Herudover rådgiver jeg også på tilbudsgiversiden, hvor jeg udnytter min store erfaring med danske ordregivere til blandt andet at rådgive om strategisk tilbud, opmærksomhedspunkter ved deltagelse i offentlige udbud, vurdering og kommentering af udbudsmaterialer samt kvalitetssikring af tilbudsgivers foreløbige og endelige tilbud i forhold til konditionsmæssighed og tilbuddets umiddelbare konkurrencedygtighed.

Da jeg rådgiver både ordregivere og tilbudsgivere, fører jeg også sager ved Klagenævnet for udbud på vegne af enten den klagende tilbudsgiver eller den indklagede ordregiver. Jeg rådgiver også klienter i spørgsmål vedrørende forståelsen af kontrakter og bistår med løsning af tvister gennem konstruktive løsninger og forlig eller førelse af sager ved domstole eller voldgift.

Jeg bliver regelmæssigt inviteret til at være foredrags- og kursusholder om udbuds-relaterede emner og har siden 2013 været ansvarlig for afholdelsen af Nohr Cons certificering i Udbudsret, et forløb på 6-7 fulde undervisningsdage hvert halve år rettet mod aktører inden for såvel den klassiske udbudssektor som forsyningsområdet.
Erfaring
  • Jeg bistår løbende danske forsyningsvirksomheder inden for vand, spildevand, varme, renovation mv. med indkøb af varer, tjenesteydelser, bygge- og anlægskontrakter og kombinationer af disse. Dette omfatter også rammeaftaler vedrørende forbrugsstoffer og egentlige rådgivningsydelser samt kontrakter i relation til løbende driftsforhold og mere eller mindre komplekse anlægskontrakter samt it-anskaffelser.
  • Jeg yder løbende strategisk og juridisk rådgivning i relation til indkøb, som foretages af danske kommuner og regioner. Mit fokus på dette område har i de senere år været på at forklare og udnytte den med udbudsloven tilkomne forhandlingsadgang samt at gøre dette operationelt med et fokus på, at denne proces skal være værdiskabende for klienten. Dette har været inden for it-kontrakter, teknisk rådgivning og projektkonkurrencer, men også i forbindelse med udbud af entrepriser på byggerier og indkøb af varer og driftsydelser.
  • På tilbudsgiversiden yder jeg rådgivning i forbindelse med klagesager, men også bistand i relation til afgivelsen af tilbud på konkrete projekter. Jeg har således bl.a. bistået udenlandske konsortier i at afgive tilbud på alle 4 hovedkontrakter på tunnelforbindelsen mellem Danmark og Tyskland (Femern Bælt) samt Københavns Metro (Cityringen - sydlig del), ligesom jeg har bistået et amerikansk softwarefirma i det vindende tilbud på et større dansk forsvars- og sikkerhedssystem samt en international tilbudsgiver med byde på et stort nyt landsdækkende it system, som berører alle borgere i Danmark.
Uddannelse

Studieretning

  • Københavns Universitet - Kandidat i jura
  • Københavns Universitet - Bachelor i jura

Mine bestallinger

  • Medlem af Advokatsamfundet siden 2007
  • Møderet for Landsret i 2009

Udtalelser

'Thomas Larsen is highly skilled in and recommended for public procurement matters. He is very pragmatic and dedicated to delivering the best solution to the issue at hand.'

Legal 500 EMEA 2022

Seneste nyheder

Vis mere
Region Syddanmark udbudsadvokat

Region Syddanmarks annullering af udbud udfordret ved klagenævnet

okt 11 2024

Læs mere
udbudsret advokat

Mens vi venter på nye kendelser... Årsberetning 2023 fra Klagenævnet for Udbud

sep 18 2024

Læs mere

Ordregiver havde ikke foretaget et sagligt skøn over rammeaftales værdi inden tildeling i medfør af udbudslovens afsnit V. Rammeaftalen blev dog alligevel tildelt i medfør af afsnit V.

sep 05 2024

Læs mere

TwoBirds TV