Højesteretsdom vedrørende opsigelse af elever inden praktikperiodens start

Skrevet af

mia boesen Module
Mia Boesen

Senior Associate
Danmark

Jeg er advokat i vores internationale HR-team i Danmark, hvor jeg rådgiver virksomheder - både store som små – om arbejds- og ansættelsesretlige problemstillinger, både nationalt og internationalt.

soren pedersen Module
Søren Narv Pedersen

Partner
Danmark

Jeg er partner og leder af vores internationale HR-team i Danmark og en del af vores internationale Trade Secrets Protection-team. Jeg har mere end 20 års erfaring indenfor arbejds- og ansættelsesret, retssager og voldgiftssager, forretningshemmeligheder, selskabsret og M&A.

Højesteret afsagde den 7. september 2016 dom i en sag vedrørende en arbejdsgivers opsigelse af en elev inden praktikperioden var startet, men efter skoleperioden var startet.

Baggrund:

Eleven A og selskabet B indgik den 21. december 2011 en uddannelsesaftale, hvorefter A skulle uddannes som film- og produktionstekniker med uddannelsesperiode fra den 1. januar 2012 til den 1. januar 2017. A påbegyndte herefter den 1. januar 2012 et skoleophold, der skulle vare til den 26. maj 2012, hvorefter hun skulle påbegynde sin praktikperiode hos B. Hun fik under skoleopholdet i begrænset omfang nogle arbejdsopgaver hos B, der dog den 26. april 2012 ensidigt ophævede uddannelsesaftalen med virkning fra den 30. april 2012.

 

Sagen angik, om B kunne opsige uddannelsesaftalen med A efter mere end tre måneders skoleophold, men før hun havde påbegyndt praktiktiden hos B.

Tvistighedsnævnet traf ved kendelse af 6. juni 2012 bestemmelse om, at ophævelsen ikke var i strid med erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, hvorfor B blev frifundet for et rejst godtgørelseskrav. Både byretten og Sø-og Handelsretten frifandt efterfølgende også B.

 

Dommen:

Spørgsmålet for Højesteret var – ligesom for de øvrige instanser – hvorledes erhvervsuddannelseslovens § 60 skal fortolkes.

Erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 1 og 2, lyder:

”§ 60. En uddannelsesaftale kan ikke opsiges af aftalens parter.

Stk. 2. De første 3 måneder af praktiktiden betragtes dog som en prøvetid, hvori enhver af parterne kan opsige aftalen uden angivelse af grund og uden varsel. Skoleophold medregnes ikke i prøvetiden.”

 

 

Det fremgår direkte af erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, 2. pkt., at skoleophold ikke skal medregnes i prøvetiden på tre måneder, hvorfor prøvetiden derfor ikke var udløbet ved opsigelsen. På den baggrund statuerede Højestere, at betingelserne i erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2 for opsigelse var opfyldt.

Spørgsmålet er herefter, om B kunne opsige A den 26. april 2012 og dermed forud for påbegyndelsen af praktiktiden, eller om opsigelse først tidligst kunne ske den 26. maj 2012, hvor hun skulle starte i praktik.

Det fremgår af forarbejderne til erhvervsuddannelsesloven, at den viderefører principperne i lærlingelovens § 6 som efg-retsbekendtgørelsens § 12, og at opsigelsesreglerne i erhvervsuddannelseslovens § 60 således afløste de tidligere gældende opsigelsesregler, der fremgik af disse bestemmelser.

Efter såvel lærlingelovens § 6 som efg-retsbekendtgørelsens § 12, stk. 3, kunne en uddannelsesaftale opsiges under et skoleophold, der lå forud for påbegyndelse af praktiktiden i virksomheden, hvis prøvetiden ikke var udløbet.

På den baggrund – og da der hverken efter ordlyden af erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, eller dens forarbejder er holdepunkter for en anden forståelse – statuerede Højesteret, at bestemmelsen må forstås således, at en uddannelsesaftale kan opsiges under et skoleophold, der ligger forud for praktiktiden.

B var således berettiget til at opsige A som sket den 26. april 2012.

Bird & Birds kommentarer:

Højesteret fastslår med dommen, at der - med videreførelsen af reglerne fra lærlingelovens § 6 som efg-retsbekendtgørelsens § 12 - fortsat i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2 består en ret for arbejdsgiverne til at opsige et elevforhold inden praktikperiodens start uanset, at eleven er startet på sit skoleophold.

Seneste nyheder

Vis mere
featured image

Højesteret – Aktieoptioner tildelt efter 1. januar 2019 omfattes af de nye regler, selvom disse vedrører et program fra før 2019

4 minutes feb 24 2025

Læs mere
featured image

Løngennemsigtighedsdirektivet – hvad indebærer det?

4 minutes jan 30 2025

Læs mere

Højesteretsdom vedr. løn under suspension i forbindelse med bortvisning af kommunal medarbejder

sep 11 2024

Læs mere