Medarbejder kunne ikke betragtes som lønmodtager i funktionærlovens forstand og havde derfor ikke krav på løn i en opsigelsesperiode, godtgørelse for manglende ansættelsesbevis eller feriepenge.1
A udfærdigede selv i marts 2013 en samarbejdsaftale til virksomheden, V. Aftalen skulle danne rammerne for parternes samarbejde, herunder A's arbejdsopgaver, honorering m.v.
Af samarbejdsaftalen fremgik det, at A's primære opgave var at tiltrække varer til salg samt at etablere samarbejder for at øge salget hos V. A fik en fast, men lav, månedsløn og var herudover provisionslønnet. A's udbetalte løn ville blive modregnet i provisionsopgørelsen.
Det fremgik endvidere af samarbejdsaftalen, at A skulle deltage i relevante møder hos V, men at A ellers selv planlagde sin arbejdstid samt udvælgelsen af kunder og varer.
Parterne var enige om, at V bar risikoen for A's udførte arbejde, og A fik udbetalt løn direkte til sin Nemkonto. A afregnede A-skat af lønudbetalingen og af lønsedlerne fremgik endvidere, at lønnen var feriepengeberettiget. Samarbejdsaftalen kunne opsiges af begge parter med én måneds varsel.
I 2017 opsagde V samarbejdsaftalen med A. A gjorde herefter gældende, at han havde været ansat som funktionær og dermed lønmodtager hos V, og at A på den baggrund havde krav på løn i sin opsigelsesperiode (iht. funktionærloven), krav på feriepenge og endvidere krav på godtgørelse for manglende ansættelsesbevis. V gjorde derimod gældende, at A skulle betragtes som selvstændig erhvervsdrivende i henhold til samarbejdsaftalen.
Funktionærloven og ferieloven er alene gældende for lønmodtagere. Arbejdsgivere har således alene pligt til at overholde funktionærlovens og ferielovens regler, herunder betale løn i opsigelsesperioden og betale løn under ferie eller feriegodtgørelse, hvis en medarbejder er omfattet af lønmodtagerbegrebet. Endvidere er det også alene lønmodtagere, som har krav på at få et ansættelsesbevis senest 30 dage efter ansættelsen.
Det beror på en konkret afvejning af de enkelte forhold i samarbejdet, om en person vil være omfattet af lønmodtagerbegrebet eller ej.
SKAT har i et cirkulære2 opstillet en række kriterier, som kan anvendes som rettesnor for denne vurdering. Det følger heraf, at der til understøttelse for lønmodtagerbegrebet blandt andet kan lægges vægt på, om arbejdsgiveren har almindelig adgang til at udøve sin ledelsesret, om medarbejderen har en eller flere indtægtskilder, om der er ret til opsigelsesvarsel, om medarbejderen modtager almindelig løn, om lønnen udbetales periodisk og om denne i overvejende grad er nettoindkomst. Til støtte for, at man er selvstændig erhvervsdrivende kan der blandt andet lægges vægt på, om man selv leder, fordeler og fører tilsyn med sit arbejde, om man er begrænset i sin adgang til at udføre arbejde for andre, om man selv bærer risikoen for arbejdets udførelse og om indtægten primært afhænger af ens præstation.
I den konkrete sag vurderede Landsretten, at A ikke skulle betragtes som lønmodtager.
Landsretten tillagde det specielt vægt, at A i det væsentligste selv havde udarbejdet samarbejdsaftalen, at A selv planlagde sin arbejdstid, at A kun afholdte en uges ferie, ligesom han i øvrigt arbejdede selvstændigt med udvælgelsen af kunder. A deltog endvidere ikke i møder og kom i øvrigt sjældent hos V. Desuden modtog A ikke dækning af sine udgifter, ligesom størrelsen af provisionsudbetalingen afhang af A's arbejdsindsats.
Selvom A modtog fast løn som udbetaltes som de "almindeligt" ansattes, og A betalte A-skat af dette, og selvom V bar den økonomiske risiko for arbejdets udførelse og i øvrigt til dels havde instruktionsbeføjelser over for A, vurderede både Landsretten, at dette ikke var tungtvejende nok til at kunne give A lønmodtagerstatus.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
Det er værd at bemærke, at dommen understøtter den svære sondring imellem, hvornår man betragtes som lønmodtager, og hvornår man betragtes som selvstændig erhvervsdrivende - og at det i hver sag fortsat beror på en konkret vurdering. Dommen understøtter dog, at der alligevel skal noget til for at betragte en person som lønmodtager, hvis begge parter i øvrigt har indrettet sig i overensstemmelse med en samarbejdsaftale (særligt, hvis denne er udarbejdet af "leverandøren" af ydelserne).
Det kan have stor økonomisk betydning, hvis man fejlagtig antager en person som selvstændigt erhvervsdrivende, hvor denne reelt var at betragte som lønmodtager. Det er derfor væsentligt at overveje konsekvenserne heraf, inden man indgår et samarbejde men den pågældende.
1 Østre Landsrets dom af 21. juni 2019, sagsnummer: BS-27273/2018
2 Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994