Højesteret: En provisionslønnet tandplejer havde krav på løn beregnet på grundlag af provision optjent forud for sin hjemsendelse under covid-19-pandemien

Sagens omstændigheder og Højesterets dom

Medarbejder A var ansat som tandplejer i Virksomhed X. Den 20. marts 2020 blev A hjemsendt med henvisning til trepartsaftalen om midlertidig lønkompensation, som blev endeligt vedtaget den 24. marts 2020[1]. I lovens § 3, stk. 1 er det anført, at:

”En lønmodtager, der er hjemsendt i medfør af § 2, betragtes ikke som opsagt og har ret til den aftalte løn i hjemsendelsesperioden (…)”

Parterne var dog uenige om fortolkningen af ”den aftalte løn”, nærmere bestemt, hvorvidt den løn, som A havde ret til, mens hun var hjemsendt, skulle beregnes ud fra et gennemsnit af den forud for hjemsendelsen optjente provision eller ud fra, hvad A måtte forventes at kunne have optjent i provision, hvis hun ikke var blevet hjemsendt.

Højesteret gav medarbejder A medhold i, at provisionen skulle beregnes ud fra et gennemsnit af hendes optjente provision forud for hjemsendelsen, og lagde navnlig vægt på, at formålet med lønkompensationsordningen bl.a. var, at fyringstruede lønmodtagere kunne beholde deres job og løn.

Højesteret henviser også til, at ifølge den underliggende bekendtgørelse[2] var en virksomheds ret til lønkompensation betinget af, at hjemsendte ansatte oppebar ”deres fulde hidtidige løn” i den periode, der blev søgt om lønkompensation for. Det fremgår endvidere, at lønkompensation som udgangspunkt skulle beregnes på baggrund af den ansattes ”gennemsnitlige løn”.

Bird & Birds bemærkninger:

Bird & Bird bemærker, at Højesteretsdommen omhandler en helt konkret situation, og derfor ikke kan bruges i relation til beregning af provision ved fravær under ”normale” omstændigheder. Således er dommen konkret begrundet i lønkompensationsreglerne, som afviger frareglerne i funktionærlovens § 9, stk. 3, der anfører:

”De i §§ 2 b, 3, 5, 6, 7 og 8 omhandlede ydelser udregnes for provisionslønnede funktionærer på grundlag af den provisionsindtægt, som funktionæren antagelig ville have oppebåret, såfremt han ikke var blevet hindret i sin virksomhed i de pågældende tidsperioder”.

Vejledende for beregningen efter funktionærlovens § 9, stk. 3, kan f.eks. være funktionærens gennemsnitsindtægt i tilsvarende tidsrum tidligere år, eller indtægten i tilsvarende del af sidste år med behørig hensyntagen til sæsonkonjunkturer.

Arbejdsgiversiden gjorde overfor Højesteret da også gældende, at lovgiver ikke havde fraveget denne lovregel i lovgrundlaget, men Højesteret var ikke enig i, at dette kunne tillægges betydning henset til indholdet i lønkompensationsreglerne.