Den 23. januar 2024 vedtog Folketinget en ændring af arbejdstidsloven. Formålet med ændringen er at implementere en ny fortolkning af EU's arbejdstidsdirektiv i dansk lovgivning i form af nye krav til et tidsregistreringssystem. Læs mere om de nye regler her.
Kravet om registrering af arbejdstid træder i kraft den 1. juli 2024. Alle arbejdsgivere, uanset størrelse, antal medarbejdere eller sektor, skal overholde kravet om tidsregistrering.
Ifølge den nye § 4b i arbejdstidsloven1 skal arbejdsgiveren indføre et objektivt, pålideligt og tilgængeligt tidsregistreringssystem, der gør det muligt at måle den daglige arbejdstid for samtlige medarbejdere.
Der er imidlertid ikke krav om præcist at registrere i hvilket tidsrum på dagen, arbejdet udføres.
Det er også tilladt kun at registrere afvigelser fra den normale arbejdstid.
Der er frihed til metoden i forhold til, hvordan de daglige arbejdstimer registreres. Reglerne kræver derfor kun, at tidsregistreringssystemet skal være objektivt, pålideligt og tilgængeligt.
De nye regler kræver ikke investering i et bestemt tidsregistreringssystem. Det står således arbejdsgiver frit for at vælge deres egne metoder, og hvis man allerede har et system til registrering af medarbejdernes daglige arbejdstid, kan man fortsætte med at bruge dette system.
Arbejdsgiveren skal dog sikre sig, at medarbejderen kan få adgang til sine egne oplysninger i det tidsregistreringssystem, der benyttes.
Arbejdsgiveren skal opbevare de registrerede oplysninger i 5 år efter udløbet af den periode, der danner grundlag for beregningen af medarbejderens gennemsnitlige ugentlige arbejdstimer.
En medarbejder, hvis rettigheder i henhold til loven er blevet overtrådt, kan tildeles erstatning. Som udgangspunkt kan der dog ikke tildeles erstatning for overtrædelse af selve pligten til at registrere.
Imidlertid er det i forarbejderne til lovforslaget anført, at i en potentiel sag, hvor en medarbejders rettigheder er blevet overtrådt, kan manglende overholdelse af pligten til at registrere have en processuel skadevirkning på arbejdsgiveren. Dette betyder, at en dommer som udgangspunkt i sådan et tilfælde vil lægge medarbejderens egne registreringer af arbejdstid til grund, hvis arbejdsgiveren ikke som påkrævet har indført et objektivt, pålideligt og tilgængeligt tidsregistreringssystem.
Som udgangspunkt skal alle medarbejdere registrere deres arbejdstid.
Imidlertid er medarbejdere, der karakteriseres som såkaldte "selvtilrettelæggere", og som har indgået en aftale med deres arbejdsgiver om at være undtagede fra hvile- og arbejdstidsreglerne, ikke forpligtede til at registrere deres arbejdstid.
Selvtilrettelæggere er medarbejdere, hvis arbejdstid på grund af specifikke karakteristika ved det udførte arbejde ikke er målbar eller forudbestemt, eller som selv kan fastsætte deres egne arbejdstider, træffe uafhængige beslutninger eller har ledelsesbeføjelser.
Hvad angår omfanget af denne undtagelse, synes det ikke at være entydigt eller udtømmende defineret af tidligere praksis fra EU-Domstolen. Da den tilgængelige praksis dog indikerer, at organiseringen af arbejdstiden som helhed skal overlades til medarbejderen eller ikke kan fastlægges på forhånd, må det antages, at omfanget er relativt begrænset.
Hvis en medarbejder anses for at opfylde betingelserne for at være undtaget som beskrevet ovenfor, skal det anføres konkret i ansættelseskontrakten, at bestemmelserne i arbejdstidsloven §§ 3, 4 og 5 ikke finder anvendelse for den pågældende medarbejder.
[1] ”Lovbekendtgørelse om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet”